`

Zakæus som sansefortælling

Her finder du opskriften på sansefortællingen over fortællingen om den lille tolder Zakæus, der kravler op i et træ og senere møder Jesus (Lukasevangeliet 19, 1-10).

Du kan vælge at afspille videoen på klassens smart board og lade eleverne følge instruktionen på videoen. Det kræver mindre forberedelsestid. De lærer nok udenad hurtigere end dig, så når de har prøvet det 2-3 gange, vil de sandsynligvis kunne fortælle historien selv.

Eller du kan bruge videoen som demonstrationsvideo, hvor du selv lærer at lede sansefortællingen. Uanset gentager I sansefortællingen, indtil eleverne selv kan fortælle historien med ord og håndgreb.

Nedenunder finder du opskriften som tekst.

Klik på foto for at se videoen med sansefortællingen

Introduktion

Sansefortællingen kan enten laves parvis, hvor den ene læner sig ind over et bord eller ligger på maven på en kirkebænk. Eller hvor du sætter alle på en lang række, hvor alle fortæller på ryggen af den, der sidder foran, og hvor du demonstrerer på en modig elev.

Historien om Zakæus er kogt ned til at udtrykke historiens vigtigste følelser:

A. Du hører ikke til, bliver afvist og føler dig ked af det.

B. Jesus får dig til at fortælle.

C. Nogle lytter.

D. Du er en del af fællesskabet og må gerne stråle med din indre stjerne.

1.     For længe, længe siden var Zakæus tolder og skrabede penge ind til sig selv.

Skrabe hårdt til sig med begge håndkanter.

2.     ”Han er ikke en af os,” sagde folk.

Flad hånd stryger afvisende mod siden.

3.     Zakæus græd.

To fingerspidser drypper langsomme og forsigtige tårer ned ad ryggen.

4.     En aften råbte folk: ”Der kommer Jesus, som kan gå på vandet!”

Tegn bølget hav tværs hen over ryggen + Gå med et par fingre.

5.     Zakæus kravlede op i et træ.

Tegn et træ, hvor grenene strækker sig ud ad armene og op over nakken.

6.     Jesus spurgte: ”Zakæus, må jeg spise i dit hus?”

Tegn et hus.

7.     Jesus fik Zakæus til at fortælle om sit liv.

Tegn en stor mund.

8.     Jesus lyttede.

Læg et øre ned til den tegnede mund og lyt. Kan I høre hjertelyden?

9.     Jesus sagde: ”Zakæus er en af os. En af de smukke stjerner på himlen.

Tegn en stjerne, der siksak-stråler ud i alle retninger.

10.  Zakæus gav Jesus en pose penge til de fattige.

Tegn mange mønter.

11.  Og sagde: ”I dag er jeg blevet rig uden penge.”

Alle gentager sætningen.

Se det var historien om, da Zakæus blev rig.

RESPONS:

Sig tak for historien til din makker.

Og inden vi bytter, så fortæl, om jeres makker lavede et billede på ryggen, som I syntes passede godt til scenen i historien.

(Respons skærper elevernes opmærksomhed og motiverer dem til at være mere billedskabende med deres fortællegreb. Desuden giver det selvtillid til fortælleren, at de har formet ydre billeder, som har fremkaldt indre billeder og sansninger - og velbehag - hos deres makker.)