Rebeccas møde med 12-årige Jesus i templet

Gendigtning af forfatter Anette Wilhjelm Jahn 2022 (Lukasevangeliet 2,41-51).

I skal høre en historie om en pige, som hed Rebecca, og som boede i byen Jerusalem, dengang Jesus levede. Jesus var blevet 12 år gammel og var kommet tilbage fra Egypten med sine forældre. Vi kommer ind i historien netop der, hvor de lige har fejret påsken i Jerusalem sammen med venner og familie, og mange af de tilrejsende er begyndt at rejse hjem.  

                                                                 *

Rebecca har fundet et køligt sted i skyggen på stentrappen op til templet og sidder og spiller kastespil. Hun har lagt den lidt større sten længere henne ad trappen, og nu forsøger hun at ramme den med de hvide småsten, som hun har i sin læderpung. Ligesom hun har gjort med sine kusiner her i påsken. Det er lidt ærgeligt, at de allerede er rejst, for de har haft det sjovt, og måske går der et helt år, inden de ses igen.

En stor, hullet sandal er lige ved at træde Rebecca over hånden. Hurtigt trækker hun hånden til sig. Der kommer flere og flere voksne til, og hun fornemmer, at de samler sig om et eller andet.  

”Han er helt utrolig den dreng, synes du ikke?” siger en mand til en anden. ”Har du set, hvordan de gamle lærere lytter til ham?”

Den anden mand nikker, inden han irriteret kigger ned på Rebecca. ”Kan du ikke flytte dine sten, så jeg ikke falder? Jeg vil gerne høre, hvad ham drengen siger.”

Står alle mændene og lytter til en dreng? undrer Rebecca sig. Et barn? Det har hun aldrig før oplevet. Hurtigt kommer hun på benene og smutter ind imellem de voksne.

Nu er hun så tæt på, at hun kan se ham stå midt imellem de gamle lærere fra templet. Han har kraftigt, sortkrøllet hår og er klædt i en snavset, brun kjortel. Han er noget højere end hende, og han ser også ud til at være omkring 12 år, tænker hun. Han stiller dem spørgsmål, som de gamle skiftes til at besvare. Hun kan ikke forstå, hvad de snakker om, men det ser ud, som om drengen forstår det hele. Hans mørke øjne stråler, og med hænderne tegner han i luften, hver gang han siger noget. Hvordan tør han? tænker Rebecca? Lige om lidt bliver de gamle lærere garanteret vrede på ham og smider ham ud fra templet.

Drengen tager ordet. ”Hvem er det, jeg skal elske, når I siger, at jeg skal elske min næste?”

Mændene siger en masse i munden på hinanden. Det er slet ikke til at forstå.

Så taler drengen igen. ”Jeg kan høre jeres svar, men jeg siger jer: Gud ønsker ganske rigtigt, at jeg skal elske min mor og min far og alle mine venner. Men Gud vil meget mere end det. Gud ønsker, at jeg også skal elske dem, jeg ikke kender. Og mere end det. Han ønsker ligefremmen, at jeg skal elske mine fjender.”

De gamle mænd gør store øjne. Rebecca er sikker på, at de er ved at blive godt vrede og om et øjeblik slår ham. Det har hun ikke lyst til at se, så hun vil stikke af, men netop da træder en ældgammel mand frem. Han har det længste og hvideste skæg, Rebecca nogensinde har set, og hans overkrop krummer helt forover. Når han taler, er det tydeligt, at alle andre tier.

”Jeg mærker nok,” siger han med tynd stemme, ”at du er en særlig dreng, siden du kan tale sådan. Men kan du forklare mig: Hvorfor skulle jeg elske ham, jeg ikke kender? Og endnu værre: Hvorfor skulle jeg elske ham, som er min fjende? Skulle jeg være venlig imod én, som ikke er venlig imod mig?”

”Det ville da være uretfærdigt” udbryder en mand længere væk.

”Ja, uretfærdigt!” råber flere andre.

Mændene trænger tæt ind på drengen. Hvor må han være bange nu, tænker Rebecca, men hun tør ikke hjælpe ham. Der er ingen, der vil lytte til en ung pige som hende.

Men drengen åbner roligt sine arme: ”Hvis jeg kun er god imod dem, som er gode ved mig. Hvis jeg altid er dum imod dem, som er dumme ved mig. Hvordan skal verden så nogensinde blive et bedre sted at være?”

Han står stadig rank i deres midte, da de voksne mænd højlydt begynder at diskutere i munden på hinanden. Rebecca skynder sig væk. Hun kan ikke nå at få sine hvide småsten med sig, der er alt for mange vrede mænd, men det gør ikke noget. For i dag har hun mødt en særlig dreng. Og selvom hun ikke helt forstod, hvad han sagde, så gemmer hun ham i sit hjerte.