Noas ark
som sansefortælling
Her finder du opskriften på sansefortællingen over historien om Noas ark (1. mosebog kap. 6-9).
Som en af de eneste er denne sansefortælling ikke indspillet på video, så du må bruge opskriften nedenunder. Når dine elever har prøvet det 2-3 gange, vil nogle af dem kunne lede sansefortællingen for resten af klassen. I gentager sansefortællingen, indtil eleverne selv kan fortælle historien med ord og håndgreb.
Med lidt hjælp fra klassekammeraterne kan Solvej allerede efter to gange lede sansefortællingen for resten af klassen. Her bruger hun sin lærer Pernilles ryg. Kammeraterne bliver opmærksomme og ivrige og vil også lære at huske sansefortællingen udenad.
Husk at pointen ikke er at efterligne opskriften så præcist som muligt - Det er mere betydningsfuldt, at Solvej mærker, hun selv kan finde på og mestre opgaven. Bagefter får en anden lov at lede.
Sæt evt. et ark papir op på væggen med ordene:
Drøm. Hamre. Dyrene ind. Regn. Dyrene tegner hinanden. Regn. Due flyver. Olieblad. Dyrene ud. Regnbue.
Noas ark
Introduktion
Sansefortællingen kan laves stående, siddende eller liggende.
Du fortæller:
Historien om Noas Drømmerejse er blevet fortalt og fortalt og fortalt. Og jo flere gange, vi hører en historie, jo mere bor den inde i kroppen på os. Nu skal vi prøve at fortælle hinanden historien med vores hænder.
Sansefortælling skal være rigtig rart. Hvis der er noget, der ikke føles rart, så siger I stop. Alt skal føles rart.
sansefortællingen
1. Der var engang en æld, æld gammel mand, Noa, som turde drømme store drømme.
Flade hænder, der drømmer i cirkler på den andens ryg og ned ad arme og ben.
2. Med familien byggede han en kæmpe ark ud af træ, så der skulle hamres og hamres.
Hold et søm i ene knytnæve mod ryggen, slå med anden knytnæve for at slå sømmet i.
3. Så hentede de to af hvert dyr, en han og en hun. Dyrene kom op i arken:
Harrerne hoppede.
Ænderne vraltede.
Skrubtudserne sprang.
Slangerne slangede sig.
Mariehønsene gik lige så forsigtigt, landgangsbroen kunne næsten ikke mærke dem.
Elefanterne gik tungt.
Eleverne skiftes til at finde på, hvordan de kan få makkeren til at mærke dyret bevæge sig på på ryggen.
4. Men så begyndte det at regne, det regnede og regnede.
Lav regnvejrsdryp.
5. Arken sejlede afsted. I mange, mange dage. Dyrene begyndte at kede sig, men så gav Noa dem papir og blyanter, og de tegnede hinanden. De tegnede en giraf. Et pindsvin. Og en gris. Hvad tegnede de mere?
Eleverne skiftes til at foreslå et dyr, og alle tegner dyrets form, som de vil.
6. Det regnede og regnede.
Gentag.
7. En dag holdt regnen op. Alt blev stille. Noa sendte en hvid due ud. Det skete tre gange.
Spørg eleverne: Hvordan kan vi få makkeren til at mærke en fugl, der flyver?
8. Tredje gang kom den tilbage med et olieblad i næbet. Så vidste Noa, at der var tørt jord.
Tegn et stort olivenblad på ryggen.
9. Rejsen var slut. Noa åbnede arken, satte landgangsbroen ned, alle dyrene gik ud i verden. Hvilket dyr kom nu - og hvordan kan makkeren mærke det?
Eleverne foreslår et dyr og hvordan makkeren kan mærke dyret på sin ryg.
10. Til sidst satte Gud regnbuen på himlen som et venskabstegn.
Tegn en regnbue på ryggen.
RESPONS:
Sig tak for historien til din makker.
Og inden vi bytter, så fortæl, om jeres makker lavede et billede på ryggen, som I syntes passede godt til scenen i historien.
(Respons skærper elevernes opmærksomhed og motiverer dem til at være mere billedskabende med deres fortællegreb. Desuden giver det selvtillid til fortælleren, at de har formet ydre billeder, som har fremkaldt indre billeder og sansninger - og velbehag - hos deres makker.)
Der er kontakt mellem Teis og Sebastian. Teis forsøger at skabe ydre billeder på Sebastians ryg. Samtidig forsøger Sebastian at se indre billeder.
