Tegnefortælling
Styrk børnenes/ elevernes narrative, mundtlige kompetencer
Filmene bliver løbende lanceret fra august -september 2024. Når en video er uploadet på Måle Fortælleteaters Youtube kanal, sættes den op på siden her. Hvis du abonnerer på kanalen, får du besked, hver gang der udkommer en ny tegnefortælling. Tilmeld dig her
Undervisningsmateriale er målrettet børnehuse og indskoling. Udarbejdet af Måle Fortælleteater. Støttet af Albani Fonden, H.C. Andersen Fonden og H.C. Andersen festivals.
Her finder du med tiden 10 korte videoer med tegnefortællinger. Du kan enten bruge videoerne som demo, hvor du selv lærer at fortælle tegnefortællingen. Eller du kan vise videoerne direkte til børnene / eleverne, og så lærer I sammen tegnefortællingen den vej.
Du vil finde to gamle tegnefortællinger, nemlig Storken af Karen Blixen og Nøglen. Hertil kommer 8 nye tegnefortællinger, som Måle Fortælleteater har udviklet til klassiske eventyr: Askepots sko, Klods-Hans ged, Kys Tudsen, Prinsessens ært, Hans og Gretes heks, Svanen i Den grimme Ælling, Hunden og Den grædende prinsesse i Fyrtøjet. Tryk på et billede nedenunder.
Introduktions video
Jeg anbefaler, at du først ser introduktionsvideoen herunder.
Sådan gør du i skolen
et redskab til at lære mundtlig fortælling
Enten lærer du selv tegnefortællingen ved at se videoen flere gange og øve dig. Når du fortæller første gang, så gem en tegning, så du hemmeligt kan skæve til den undervejs.
Eller også lader du eleverne selv se videoen og lære tegnefortællingen derfra:
Se en video to gange med eleverne.
Sæt eleverne sammen i makkerpar. Den ene fortæller og tegner, mens den anden tegner med. Så bytter de, indtil de kan tegnefortællingen udenad begge to.
Så øver de sig på at dramatisere, mens de fortæller. Bed dem overdrive helt vildt, først med stemmen, i næste omgang med kroppen (Sig, at de skal være alt for meget, så tør de mere). Hvis der er mere tid, kan de gå i kostumekælderen og finde noget tøj, der understøtter fortællingen univers, det gør det nemmere at dramatisere.
Nu er klassen klar til at tegnefortælle for en makker fra en anden klasse. Eller ti at lære en ny.
I kan også lave jeres egne små videoer. Og måske kan eleverne finde på nye tegnefortællinger til andre eventyr.
Tegnefortælling styrker:
Elevernes mundtlige, narrative kompetencer.
Elevernes mulighed for at forstå samt at forbinde sig personligt med kunsteventyr og folkeeventyr.
Elevernes kompetencer til at fortolke en tekst kreativt.
Den enkeltes selvtillid - tillid til at hun kan træde frem og med sin stemme og pen fastholde andres opmærksomhed og skabe indre som ydre billeder og samtidigt underholde.
Tegnefortælling er en æstetisk lærerproces, der får eleverne til at forbinde sig med de gamle fortællinger, og når de tegner husker, fortolker og forstår de dem bedre.
Indskolingsklasser tegnefortæller i Eventyrhaven
Måle Fortælleteater introducerede Tegnefortællinger under H.C. Andersen festivalen i Odense i august 2024, hvor 400 børn og voksne under de eventyrlige trækroner i Eventyrhaven prøvede kræfter med Hunden fra Fyrtøjet. Vi havde uddannet 5 tegnefortælle ambassadører, som ledte deltagerne igennem.
FREMMER FORTÆLLEKULTUREN
Tegnefortælling fremmer det, Marianne Horsdal, professor emeritas i livsfortælling fra SDU og tidligere medlem af Måle Fortælleteaters bestyrelse, kalder for fortællekulturen i skoler og børnehuse. Ifølge hende ”udvikler arbejdet med fortællinger børnenes ordforråd, sanser, udtryksevne, forestillingsevne og fantasi. Og det udvikler børns evne til at forstå kommunikationens regler for, hvis tur det er til at tale eller lytte imødekommende – og udvikler således lydhørhed.”
Horsdal skriver endvidere, at ”ved at lære at fortælle korte fortællinger lærer børn at skabe sammenhæng og mening. Gennem fortællinger og eventyr får børn mulighed for at leve sig ind i andres oplevelser og erfaringer og stedfortrædende deltage i deres perspektiv på tilværelsen. Det hjælper børn til at skabe sammenhæng og mening i deres egen foranderlige tilværelse. Og det hjælper dem til at leve sig ind i andre mennesker, forstå andre og se dem som medmennesker.” (Marianne Horsdal, Tilværelsens fortællinger, Hans Reitzels Forlag 2017).
At udvikle børns narrative kompetencer er således livsnødvendigt i et demokrati. Og det vil altså sige, at når børnehuse og skoler arbejder med tegnefortællinger, giver det børnene mulighed for at se verden som mere mangfoldig og flertydig. Både deres forståelse af sig selv, af hinanden og af børnefællesskabet bliver beriget af at have adgang til flere perspektiver. Og til et bredere fortællerepertoire. Hertil kommer hele sprogarbejdet, og at mundtligheden understøtter læselysten.
Der er derfor en pointe i stadigt at udvikle nye, inspirerende metoder til at understøtte arbejdet med fortællinger i børnehuse og skoler.
Sådan gør du i børnehuset
Jeg foreslår, at du selv lærer tegnefortællingen fra en video. Start med Nøglen, den en simpel, og så lærer børnene princippet. Når du fortæller første gang, så gem en tegning, så du hemmeligt kan skæve til den undervejs.
Læs eventyret højt for børnene flere gange.
Lav tegnefortællingen for børnene flere gange.
Herefter fortæller du igen, og nu kan de selv tegne med fra 4 år. Fortæl dem, at tegningerne blive sjove. Lad dem eventuelt farvelægge dem bagefter.
Med øvelse kan skolebørnene selv lære at fortælle flere tegnefortællinger. Det bliver nemmere, jo flere de har lært. Måske kan børnene fortælle til forældrekaffe.
Del gerne det gratis undervisningsmateriale
Undervisningsmaterialet er udviklet med støtte fra Albani Fonden og er derfor gratis. Hvis du har glæde af det, så hjælp gerne med at udbrede materialet ved at like de enkelte videoer og ved at dele links til kolleger. Du kan også abonnere på Måle Fortælleteaters Youtube kanal og på den måde få besked, når vi lancerer nye, gratis videoer.