Daniel i Løvekulen - som tekst

Forfatter af Anette Wilhjelm Jahn.

Her kan I læse historien omskrevet som tekst. Uden afbrydelser tager den 15 minutter som højtlæsning.

Engletråden

En gang for længe, længe siden blev en stor gruppe jøder bortført og gjort til slaver i Babylonien. De unge, jødiske mænd, som var af kongeslægt, blev oplært ved det babyloniske hof og gjort til den fremmede konges rådgivere. De lærte, hvordan folket i Babylonien talte, spiste og klædte sig. Og de lærte, hvordan de skulle tilbede deres nye herrefolks guder og ikke deres egen. På den måde ville kongen i Babylonien sikre, at de mest fornemme jøder ikke blev ledere, som kunne få resten af jøderne til at gøre oprør mod kongen.

En af disse unge mænd hed Daniel, men i modsætning til hans kammerater blev han ved med at bede til sin egen gud. Hver dag åbnede han vinduet, rullede bedetæppet ud og lagde sig på knæ for at bede i retning af det hellige tempel i Jerusalem. Når han lå der, mærkede han, hvordan hans egen gud stadig boede i hans hjerte, og det gjorde ham varm indeni. Det gjorde ham så rolig og rummelig, at andre holdt af at være i hans nærhed. Selv kongen følte sig godt tilpas og holdt meget af ham.

Det irriterede imidlertid kongens babyloniske rådgivere. ”Daniel bilder sig ind, at han er noget,” hviskede de til hinanden. ”Han er slesk og farlig. Er det overhovedet passende, at vi har en jødisk slave så tæt på kongen?” blev de ved. Og så lagde de en plan for at slippe af med ham.

”Ærede konge,” indledte de en dag og bukkede dybt. ”Du er den største og flotteste leder på jorden. Bør vi ikke opføre en kæmpe statue af dig?” Det vidste kongen nu ikke rigtigt. ”Jo,” fortsatte de, ”vi bygger den største statue nogensinde. Den skal se lige så magtfuld ud som dig.” Kongen løftede hagen i vejret, men var stadig ikke overbevist. De blev ved med at presse på. ”Den skal blive en pryd for øjet og vise kongens storhed og skønhed.”

”Min skønhed?” gentog kongen, inden han rettede på sin juvelbesatte hat og skubbede op i de tynde slangekrøller, så han tog sig bedre ud. ”Så lad gå.”

På flodbredden nedenfor slottet lod han dem rejse en statue, som lignede ham, og det blev virkelig den største og mest imponerende statue, man nogensinde havde hørt om. Rådgiverne gik igen til kongen, og nu foreslog de ham, hvordan man festligt kunne indvie statuen. Hele folket skulle inviteres, dansepigerne skulle danse i kreds omkring statuen og på skift kysse dens fødder, mens præsterne som altid skulle spille smukke toner til. Og når kongen fra sin trone klappede i sine hænder, skulle alle vise deres underkastelse og troskab til kongen ved at bøje sig i støvet og tilbede statuen. Deres begejstrede tale fik kongen til at le, for det lød jo alt sammen så festligt, fornøjeligt og fredeligt.

Da trådte den øverste rådgiver frem og sagde. ”Kongen ønsker vel, at hele hans folk skal være ham tro?” Jo, det ønskede kongen da. ”Skal vi så ikke indføre en lov,” foreslog rådgiveren, ”at den, der ikke bøjer sig i støvet, han skal kastes i løvekulen?” Kongen mente ikke, det kunne være nødvendigt, men rådgiveren fremførte, at det ellers ville være et tegn på svaghed fra kongens side. At folket havde brug for en stærk og hård konge, de kunne se op til. Da gav kongen sig, for han ville jo nødig fremstå svag, og rådgiverne sendte straks sendebud ud til alle kroge af landet og inviterede til indvielsesfesten.

På dagen er der pyntet med blomster og flag, flodbredderne er dækket med farvestrålende tæpper, og overalt dufter der af dyrebar røgelse. Musikken og dansen er i gang, hele folket stirrer op imod statuen, sådan som de har fået besked på. Da klapper kongen i sine hænder, og med ét falder alle på knæ, bøjer sig i støvet og bliver stille liggende. Også dansepigerne og præsterne. Alle undtagen én. Det er Daniel. Han bliver stående oprejst, som altid rank og rolig. Rådgiverne står parate og kaster sig nu over ham og slæber ham op foran tronen. Folk skæver op imod kongen og følger med i, hvad der sker, men de tør ikke sige noget eller rejse sig af frygt for selv at blive taget. Rådgiverne peger anklagende med deres spidse spyd mod Daniel, alt imens de kigger afventende på kongen.

”Min kære Daniel,” siger kongen og rømmer sig tøvende et par gange. ”Det må være en fejl… Nåede du ikke at knæle, min ven?”

”Ærede konge, du må aldrig være i tvivl om min kærlighed,” begynder Daniel, inden han træder nærmere og lægger sin spinkle hånd ovenpå kongens dyrebare fingerringe. Et gisp går igennem forsamlingen. Ingen forstår, at Daniel tør gå så tæt på kongen. Men kongen klapper hans hånd, alt imens han kigger kærligt op i Daniels øjne for at få ham til at fortsætte.

”Men jeg vil ikke svigte min egen gud,” siger Daniel. ”Jeg vil altid bede for dig, min konge, men jeg vil ikke bede til dig. Det ændrer ikke på, at jeg er din tro og ydmyge tjener. Det var jeg i går, og det vil jeg også være i dag og i morgen.”

Kongen trækker hånden til sig og kigger rådvildt væk. Vrider sine hænder. Leder i tankerne efter en udvej. Men rådgiverne stikker spyddene længere frem, tættere på Daniels spinkle nakke. ”Der er ikke særregler for nogen,” indvender en af dem. ”Slet ikke for jødiske slaver!” De andre buldrer i kor med stemmer så dybe som rovdyr foran et bytte, der ingen chance har. ”Lov er lov!”

Solen har flyttet sig, således at skyggen fra statuen lægger sig tungt ind over kongens trone. Det er som om, statuen vokser for øjnene af kongen og overmander ham. Guldet, som de har belagt statuens ansigt og hænder med, blænder og forvirrer ham. For at gøre sig større rejser han sig og træder ud af den mørke skygge. ”Min kære Daniel, vær nu fornuftig,” trygler han. ”Du ved, at lov er lov. Hvis jeg nu klapper en gang til i mine hænder, kan du knæle, og så er den sag glemt.”

Den ældste rådgiver slår spydstaven i jorden. ”Kongen siger det selv: Lov er lov, og Daniel skal kastes i løvekulen!”

Folket ligger stadig på deres knæ, og ingen tør så meget som at trække vejret. For deres indre blikke ser de løvekulen med de sultne løver. Løvekæber med skarpe tænder, som skærer, hiver og brutalt flår sig igennem Daniels arme og ben, og som til sidst gnasker grådigt i hans indvolde. Mens folk med gru forestiller sig alt det, er deres øjne samtidig rettet mod Daniel og hans krop, der fortsat står rank og rolig ved kongens trone.

”Ærede konge,” svarer han, ”selvom jeg er fra et andet land og er født ind i en anden kultur, så taler jeg jeres sprog. Jeg går i jeres klædedragt. Og jeg krydrer min mad med jeres krydderier. Men når det kommer til min tro, så beder jeg kun til min egen gud. Kongen må forstå, at jeg på den måde holder fast i, hvem jeg er,” forklarer han, efter han har lagt en hånd på hjertet. ”Men jeg elsker min konge. Det kan kongen da ikke være i tvivl om?”

”Det er jeg heller ikke, Daniel,” svarer kongen og kigger igen væk. Kongen kender Daniel og kan mærke, at han ikke er til at rokke. Og samtidig står hans mange rådgivere fast plantet omkring tronen med deres lange og spidse spyd stående som en tæt og truende skov, som er svær at slippe ud af. Skyggen fra solen har nu flyttet sig så meget, at den dækker hele den lille scene omkring tronen. Den statue er blevet alt for stor, tænker kongen, inden han med sænket hoved og grødet stemme siger. ”Så er det mit store håb, Daniel, at din gode gud vil passe på dig i løvekulen.” Mere når han ikke at sige. Rådgiverne falder over Daniel og slæber ham hen mod løvekulen. Da de er kommet tilstrækkeligt langt væk fra kongen, efterligner de kongens stemme og vrænger ind i Daniels ansigt. ”Må din gode gud passe på dig!” De ler skadefro. Folket er kommet på benene og er fulgt efter, og da vagterne griber fat om dækstenen, bakker folk, i frygt for at blive skubbet med derned.

Nede i løvekulen går løverne omkring, ud og ind imellem hinanden på den trange plads. De har for længst mærket, at der er noget i gære. Og da stenen løftes væk, og det skarpe lys trænger ned i kulen, hvæser og snerrer de arrigt. De ved, at når der kommer lys, kommer der også mad. Normalt får de et par får om dagen, men det er mindst ti dage siden, der sidst blev kastet friskt kød ned til dem. Det var en slavinde, der vist nok havde hugget mad fra kongen for at mætte sine sultne børn. Menneskene er mærkelige. Tænk at ville dø for sine børns skyld! Det kunne ingen løve finde på. Og det blev da også hendes død. Desværre var slavinden så udmagret, at der ikke blev mad til hunløverne den dag.

Hadefuldt kigger løverne op imod mændene, som ved, at jo mere udhungrede løverne er, jo mere aggressivt flår de fangerne, når de endelig får noget at spise. Og det giver god underholdning for kongens mænd. Vagterne holder på en ung mand deroppe, kan løverne se. Mærkeligt nok gør han ikke modstand. Han råber ikke skrækslagent op, sådan som fangerne plejer. Men løverne kan ikke desto mindre lugte angstens sved helt herned. Han er spinkel. Hans ben ryster. Der er ikke meget saftigt kød på ham.

Den største hanløve, som er konge i løvekulen, strækker sig og gør ryggen lang, så rygmusklerne spiller. Han lader mundvandet løbe lidt, inden han slikker sig grådigt om munden. Han ved, det provokerer de andre, og det nyder han. Så gaber han voldsomt op for at vise dem sine skarpe rovtænder – hvis de andre hanner skulle være i tvivl. De andre ved godt, at det er ham, kongen i løvekulen, der først skal spise sig mæt. Når han ikke kan få en bid mere ned, bliver det den næststørste løves tur. Sådan er løvekulens regler. Regler er nødvendige. Regler skal overholdes. Ellers bliver der kamp, og alle ved, hvem der vil vinde. Tilfreds kradser han med kløerne og tramper hårdt med poten, før han endnu engang brøler over imod de udsultede hunløver. Der er kun en enkelt unge tilbage fra sidste kuld. De har været nødt til at spise de andre. Ungen ligger og ryster ind til sin mor.

”Vores gud er den største!” råber en af mændene deroppe, inden løverne ser den unge mand falde ned iblandt dem. Han lander ovenpå en bunke af slavindens fintslikkede knogler, lige foran snuden på løvernes konge. De andre løver trækker sig for at lade den største komme til. Hurtigt kommer manden op at sidde. Han ser sig forvildet rundt. Kravler baglæns, så han sidder med ryggen op ad klippevæggen. Som om det skulle hjælpe ham, det fjols. Løvekongen tårner sig op foran ham, kaster nakken tilbage og brøler op imod mændene. De hujer, hopper og ler. ”Må din gode gud passe på dig!”

Kongen deroppe holder sig i god afstand fra hullet, han kan ikke bære at se derned, og han befaler sine mænd at lægge stenen for. Rådgiverne forsøger at få lov til at nyde forestillingen i løvekulen, men kongen står beslutsomt klar med sit segl. Modvilligt skubber de stenen for, og uden kongen opdager det, når den største rådgiver forinden at kaste en brændende fakkel ned. Mens kongen forsegler stenen, fryder de sig over, at Daniel ikke bliver sparret for at kigge ind i løvernes ondskabsfulde og grådige øjne. Daniel har fået som fortjent, tænker de, da de går hjem.

Mændene når ikke at se, hvordan faklen rammer løvekongens manke og sætter ild til dens pels. Alle løvernes øjne er rettet mod flammerne, der straks har taget godt fat og lyser op i mørket. Løven vender rundt, maser sig ind mod klippen og kaster sig til sidst ned i kilden, hvor han ruller om på ryggen. Da han igen ser sig omkring, er manden kommet på benene og står foran ham. Har den svækling tænkt sig at slås? Er han fuldstændig fra forstanden? Hvorfor spænder han så ikke sine muskler? Har hans storebrødre overhovedet ikke lært ham noget om jungleloven?

Faklen ligger stadig og brænder ovre i hjørnet. Daniel har hurtigt fornemmet, hvem som er konge hernede. Selvom den store løve rejser sig med en overlegen og majestætisk langsommelighed, bliver Daniel stående rolig og rank foran den og ser ind i dens mægtige, gyldenbrune øjne. Den er løve, tænker Daniel, og en løve skal gøre, hvad løver skal gøre. Den klemmer øjnene sammen og ryster voldsomt med manken. Selvom ilden nåede at fortære det meste af manken i den ene side, er den stadig imponerende og mørkere i gløden end resten af pelsen. Daniel falder på knæ og beder. ”Kære Gud, din vilje ske.” Og så kigger han igen løven op i øjnene. De andre hanner rør på sig, viser hjørnetænder og snerrer sultent og utålmodigt. Hvad venter løvekongen på?

Netop da sker der noget højst mærkværdigt. Noget der er så usædvanligt, at vi stadig taler om det den dag i dag. For lige bag Daniel får den mægtige løve øje på en utydelig skikkelse. Det er som om, den fremmede træder lige ud af klippen. Løven vipper med næsen. Skikkelsen lugter ikke det mindste af mad, han ligner lidt en mand i hvid kjortel, men er næsten gennemsigtig og har store, udbredte vinger. Gennem hans kjortel, bag ham, kan løven samtidig se løveungen, der putter sig ind til sin mor. Alligevel er løvekongen ikke i tvivl om, at den næsten usynlige gæst har en mærkelig kraft og er kommet for at passe på Daniel. Igen lader løven blikket hvile på Daniel. Ser ham undrende ind i øjnene. Hvem er denne mand? Som har sådanne venner? Løven forstår ingenting. Hvordan kan en så udsat og sårbar mand kigge på den med sådan en tåbelig tillid? Det virker vanvittigt. Forrykt. Næsten ubehageligt. For at få ham til at holde op, åbner løven sit gab fuldt op og brøler så højt, at det stillestående kildevand sprøjter op ad klippen, og løveungen gemmer sig bag morens ryg.

Daniel ikke så meget som blinker. Han må kunne mærke den fremmede bag ham, tænker løven, stadig med fuldt åbent gab. Og da mærker den en tråd bliver spundet omkring sine kæber. Så langsomt at det føles, som om verden går i stå, trækker den fremmede med sin ene vingespids en engletynd tråd omkring løvens åbne gab. Fin og skrøbelig som et edderkoppespind. Løven kan ikke slå ud efter den fremmede med sin pote. Den kan ikke bevæge sig. Den kan ikke engang trække øjnene væk fra Daniels faste blik. Flere gange forsøger den at klemme øjnene truende sammen, men den har ikke længere kontrol over musklerne. Intet lystrer den mere. Det eneste, der bevæger sig på den, er kæberne, der med en ulidelig langsommelighed bliver snøret mere og mere sammen. Da den fine tråd har bundet munden helt sammen og låst den, bøjer løvernes konge sig ydmygt for den fremmede skikkelse, og de andre løver følger trop, som var de instrueret til det.

Sådan bliver løverne liggende, højmodigt og ædelt, med lukkede munde, lige til det bliver morgen. Da er faklen for længst brændt ud, og den lille unge er forsigtigt kravlet frem i mørket og har lagt sig op ad Daniel.

Den nat flyver søvnen væk fra kongen, og han beder i timevis til Daniels gud og ikke til sine egne. Han har åbnet sit vindue. I mangel af bedre har han bredt sit sovetæppe ud og lagt sig på knæ og beder nu ligesom Daniel imod det hellige tempel i Jerusalem. Han beder for Daniels liv. Hans yndlingsslave.

Da det bliver morgen, løber han med bankende hjerte ned til løvekulen og beordrer vagterne til at trække stenen væk. Da vagterne får øje på den uskadte Daniel, er de ved at falde ned til ham af forbavselse. For Daniel læner sig op ad den mægtigste af løverne, mens en løveunge ligger i hans skød og strækker sig efter søvnen.

”Du lever, Daniel!” udbryder kongen og får straks vagterne til at fire et langt tov ned til ham. Daniel tager løveungen under armen, inden han klatrer op. Længe omfavner kongen Daniel, og da de to mænd går tilbage mod slottet, har de begge smil på læben.

Fra da af fulgte løveungen tillidsfuldt efter Daniel, hvorhen han gik, og den fik lov til at sove på en purpurrød pude i Daniels fodende. Daniel blev kongens vigtigste rådgiver. Og kongens bedste ven.

VIDEOfortællingen