`

Den bibelske fortælling om Zakæus

Til læreren

 

Fortællingen om Zakæus (Luk. Kap. 19, v.1-10) er meget kort i biblen, men den bliver ofte brugt til at sige noget om en central værdi i det nye testamente: Alle har en plads i fællesskabet. Jesus vil besøge én, som de andre ikke regner med, og som de har udstødt. Han inviterer Zakæus med ind i fællesskabet, og når han bliver inkluderet, får han lyst til at gøre noget godt for andre. Det nye testamente er fuld af historier om, at Jesus sætter sig og spiser sammen med syndere, toldere og skøger.

Zakæus kan ses som en ensom mand, ligesom Skiftingen og den grimme ælling. Og her kan I bruge den til at reflektere i fællesskab over temaet ensomhed.

                     

Kære Anette, vi har lige set din vildt gode video i klassen. Den med Zakæus. Godt du bevægede dig rigtig meget, og brugte udtryk med dine hænder, og snakkede på forskelliger. Jeg var glad for du ikke bare sad på en sten, med 1 speciel vinkel og så filmede i 20 minutter. Så havde jeg nok mistes mit fokus. Du levede dig virkelig ind i det. Du fik det til at være som at de virkelig sad ovenpå husene og lyttede og fik det til at zakæus og jesus faktis sad og snakket sammen og han sad oppe i træet og kiggede efter jesus. Og gav ham penge til de fattige. Fed video :)
— Ahmed fra Enghaveskolen 5. årgang. Klassen sendte mig breve.

Opgaverne

Klassen lytter i fællesskab til Anette Jahns indtaling af sin gendigtning af historien. Du kan så vælge at lade dem læse teksten også. Herefter læser du den originale bibeltekst højt, og I sammenligner de to. I kigger også på Niels Larsen Stevns maleri og samtaler om, hvordan en kunstmaler også bliver nødt til at digte videre på en fortælling.

Herefter arbejder I med temaet ensomhed. Først med nogle spørgsmål til de tre tekster omkring ensomhed. Herefter en mundtlig fortælleøvelse, som I fx laver i gymnastiksalen eller et andet sted med fri gulvplads. Eleverne øver sig i at strukturere en mundtlig fortælling på stedet, samtidig med at de mærker hvilke fortællinger, der vækker deres interesse. Bagefter samler I op på øvelsen gennem fælles refleksion, hvor I slutter med på tavlen at skrive en liste over muligheder for at hjælpe en anden med at føle sig mindre ensom. I tager hjælperens perspektiv og undgår dermed at udstille de mere udsatte og ensomme elever. Til sidst laver I jeres egne kæmpestore mønt-relieffer, der viser hvad der gør jer rige.

Opgave 1-3 er i elevernes materiale, mens opgave 4-6 står herunder.

 

1.     Lad eleverne lytte til Anette Jahns gendigting af den bibelske fortælling om tolderen Zakæus. I kan vælge at læse den bagefter.

2.     Sammenlign ”gendigtningerne” af maleren Niels Larsen Stevns og historiefortælleren Anette Jahn med den originale bibeltekst.

3.     Spørgsmål om ensomhed. Her sammenstilles alle tre parallel-tekster.

4.     Mundtlig fortælleøvelse

5.     Klassens idébank til bekæmpelse af ensomhed

6.     Billedkunstopgave: Zakæus mønt-relieffer

 

 

4.    Mundtlig fortælleøvelse

På frit gulv + tromme

Læreren skal bruge fx en tromme til at styre øvelsen med. Trommen markerer, at fortællingen skal til at slutte. På den måde hjælper du dem til at have nogenlunde lige lang tid til at fortælle i. Det er altså dig, der styrer, hvornår de bytter.

 

Læreren siger til klassen:

# Har du prøvet at gøre noget, som så ud til at hjælpe en lille smule på ensomheden hos en ven, veninde, forældre, nabo, søskende eller bedsteforældre? Hvad gjorde du? Det skal du nu fortælle en anden om.

 

# I skal gå sammen to og to. I skal finde én, som har et stykke tøj i samme farve som jer selv.

 

# Så fortæller den ene om engang, han eller hun gjorde noget for at hjælpe en anden med at føle sig mindre ensom. Når jeg begynder at tromme, skal I finde en slutning (2 min).

 

# Så bytter I. Nu er det den anden, der fortæller (2 min).

 

# I takker jeres makker for at dele historier.

 

# Og nu finder I en ny makker i rummet, som I bor længst væk fra.

 

# I fortæller nu den samme historie. Hvis I er kommet i tanker om en bedre historie, så må I godt skifte historie. Den ene fortæller (2 min).

 

# Så bytter I. Den anden fortæller (2 min).

 

# Gå sammen i grupper på 4 (alle er nye i gruppen, ingen har været sammen før).

 

# I fortæller nu på skift jeres historie til gruppen (8-10 min. Læreren afbryder dem ikke med trommen).

 

# Hvilken historie rørte jer mest hver især?

Gruppen skal fælles vælge en historie, som rørte dem (2 min).

 

# Nu danner I alle en rundkreds. I stiller jer ved siden af jeres gruppe i rundkredsen.

 

# Så skal vi alle høre den historie fra hver gruppe, som rørte mest (Kun en historie per gruppe). Vi skal høre alle historierne uden at kommentere dem.

 

# Dem, som har fortalt, bliver nu stående. Alle andre skal vælge, hvilken af de andre gruppers historie, der rørte dem mest, og gå over og stille sig ved fortælleren (Man kan altså ikke blive stående i sin egen gruppe).

 

# Hvem vil sige noget om, hvad de blev rørt af?

 

 

 

5.    Klassens Idé-bank mod bekæmpelsen af ensomhed

Tilbage i klassen

Eleverne har nu hørt adskillige historier, hvor nogle forsøger at hjælpe en anden med at være mindre ensom. På tavlen noterer læreren nu elevernes bud på, hvad man kan gøre for at hjælpe andre til at føle sig mindre ensomme.

 

 

 

6.    Billedkunst: Zakæus´ mønt-relieffer

Forberedelse:

Læreren fortæller eleverne, at da Zakæus blev voksen og blev tolder, følte han sig rig. Rig på mønter i sine lommer. Men da Jesus kom og spiste ved hans bord, sagde han, at nu følte han sig rig på en ny måde. Hvad mente han mon med det?

Spørg eleverne, hvad der får dem til at føle sig rige – ud over at have mønter på lommen – ud over noget man kan købe for penge. De skal hver vælge noget, som ikke kan købes for penge, og som gør dem rige. Og det skal de udtrykke i billedkunst.


Sådan gør I:

I skal nu lave jeres egne kæmpestore mønt-relieffer, der viser, hvad der gør jer rige hver især. Reliefferne skal være på størrelse med en tallerken.

I kan bygge dem op af paperMache, gibsgaze eller granulat. I kan også lave en blanding af bittesmå stykker avispapir, som nulres sammen med tapetklister. Det er billigt, og det giver en modellerbar masse.

Sørg for, at der skabes et hul bagpå, så relieffet kan hænge på væggen. I kan også vælge efter malingen at klistre en krog bagpå. Til sidst maler I dem over i ensfarvet guld, sølv eller kobber – lige som de mønter, Zakæus havde i sine lommer.


Den nemme løsning:

I kan også vælge den enkle løsning: Store pap-guldtallerkener, ugeblade og lim.

                     

OBS:

Her mangler inspirerende billeder fra processen og af resultatet. Mange tak, hvis du vil være så generøs at dele ud af din erfaring til andre kolleger. Send gerne et par fotos fra processen i billedkunstlokalet eller fra udstillingen, som vi må sætte ind i materialet her til inspiration for andre: anette@jahnstory.dk

(Skriv skole, klasse, lærers navn + materialevalg og evt. gode råd). Mange tak!